En Kirke og dens menighed

Den katolske kirke i Danmark

Ansgar, også kaldet “Nordens Apostel”, var fransk benediktinermunk. Han kom til Danmark i året 826 og fik ca. 850 lov til at bygge den første kirke i Hedeby, i det nuværende Sydslesvig. Da kong Harald Blåtand ca. 960 blev døbt og således antog kristendommen, betød det, at den romersk katolske kirkes autoritet nu blev accepteret i Danmark. Fra det tidspunkt og de følgende ca. 600 år var Danmark et katolsk land og romerkirken voksede sig stor og magtfuld i Norden. I starten af 1500-tallet ejede kirken så meget jord, og havde så meget magt, at utilfredsheden med kirkens magt voksede. Kong Christian den 3. var i sin ungdom blevet stærkt påvirket af Luthers tanker, og i 1536 gennemførte han med adelens støtte den lutherske reformation i Danmark. Den katolske kirkens magt i Danmark blev brudt, og kirkens jord og gods overgik til kongen. Fra dette tidspunkt blev det forbudt at være katolik i Danmark. Det blev forbundet med forfølgelse og straf at vedkende sig Romerkirken.

Fredericia

Byen blev grundlagt af kong Frederik den 3. i 1650. Byen blev anlagt som befæstet by ved det dybe Lillebælt, og fik først navnet Frederiksodde. Allerede 1664 blev byens navn latiniseret til Fredericia. Frederiksodde var en ny by, som blev opbygget fra bunden. Der kom en mængde officerer og soldater til byen, som skulle opbygge det store voldanlæg. De fleste af disse officerer og soldater var lejetropper, som ofte var hvervet i Tyskland, hvor den katolske tro især sydpå var fremherskende. Den første katolske menighed i Fredericia har således været lejesoldater. På opfordring af nogle katolske officerer kom jesuitpateren fra Frederiksstad i 1664 på besøg i Fredericia for at holde gudstjeneste for de katolske soldater i byen. De præster, som den katolske kirke sendte til Danmark, var ofte unge mennesker. Disse præster var jesuitter og udsendtes ofte to og to.

Den første menighed

Den første officielle katolske gudstjeneste afholdtes i oberstløjtnant von der Werges hus den 13. december 1674, og fra det tidspunkt grundlagde jesuitterne missionen i Fredericia. Fra begyndelsen skulle Fredericia være åben for fremmede og udlændinge, der her kunne slå sig ned og få borgerskab. Byen havde fra starten skatte- og toldfrihed, og i 1682 indførtes også asylret og religionsfrihed. Dette betød indvandring af nye borgere til byen fra katolske egne, og den katolske menighed i byen begyndte langsomt at vokse, under ledelse af de jesuitiske præster, som havde slået sig ned i byen,og havde bygget præstegård i Gothersgade. Kong Christian den 5. gav ved privilegier i 1686 menigheden ret til at bygge kirke og skole på den grund i Gothersgade, hvor præstegården lå. Dog skulle begravelser foregå på tyske kirkegård (Sct. Michaelis). Menigheden organiserede sig nu med eget skole- og fattigvæsen, og med økonomisk støtte sydfra opførtes den første kirke i 1688. Der var tale om et lille beskedent kapel (50×26 fod), som opførtes på grunden mod Sjællandsgade på den nuværende kirkes grund. Kapellet fik navn efter missionens skytshelgen Knud den Hellige. De jesuitiske patere skulle betjene katolikker overalt på Fyn og i Jylland, så de var ofte på lange rejser for at holde gudstjeneste. Menigheden talte i 1707 kun 6-7 borgerlige familier foruden medlemmer af garnisonen. Selvom privilegierne af 1686 gav religionsfrihed for katolikker, var mulighederne for mission stærkt begrænset. Kun gennem indvandring kunne menighedens antal blive forøget. I 1724 bestod menigheden af flere medlemmer af officersstanden samt mange menige soldater. Dertil 60 personer af borgerstanden, adskillige håndværkere og handelsfolk af forskelligartet herkomst (flamske kedelførere, italienske murere, bøhmiske glasmagere, bayriske købmænd og westfalske lærredsvævere). En særlig betydning synes den italienske købmandsfamilie Bianco at have haft. Kirkesproget var tysk. I 1744 var den katolske menighed ude for voldsomme angreb. En ung protestantisk pige, Maren Boyesdatter, var gået over til den katolske kirke og var forsvundet fra byen. Hun var rejst til en katolsk familie i Hamborg og senere til et kloster i Mainz. Sagen blev indklaget til kong Christian den 6., som befalede, at de katolske patere skulle betale 1.000 rdl. i bøde, og der blev truet med kirkens lukning og straf af samtlige katolikker. Der blev foretaget udpantning i præstegård, bohave, bibliotek og kapel, og pengekassen på 140 rdl. blev beslaglagt. Auktionen over paternes indbo indbragte kun 132 rdl., så bøden var man ikke i stand til at betale. Sagen trak imidlertid ud, og i 1752 annullerede kong Frederik den 5. dommen. Paterne måtte nu være meget forsigtige i deres missionsvirksomhed. Menigheden fik dog nye venner og støtter. Chefen for rytterregimentet i Fredericia skænkede menigheden 200 rdl. i 1757.

Ny kirkebygning

I 1766 døde i Tyskland en jomfru ved navn Susanna Lucia Bianco. Hun var datter af Pietro Bianco, en italiensk købmand, som havde erhvervet sig en større formue ved markedshandel, og som var en af de ledende mænd for menigheden i Fredericia. Ved sin død efterlod Susanna Bianco sig en stor kapital, som blev testamenteret kirken i Fredericia. Dette muliggjorde byggeriet af en ny kirke i Sjællandsgade. Ansøgning herom blev indsendt i 1767 og blev bevilget på det vilkår, at bygningen ikke måtte have andet udseende end almindelige borgerhuse med port til indgang og uden udsmykning. Der måtte ikke være vinduer til gaden, og der måtte ikke ringes med klokker. Kirken blev nu opført i gule flensborgsten med en længde på ca 16,9 m, en bredde på 8,5 m og en højde på 4,7 m. Indgangen var fra vest i en lille smøge mellem kirken og skolehuset. Mod øst var et halvtag, der blev brugt til sakristi. Indvendig indrettedes kirkerummet i rokokostil. I 1790 talte menigheden 140 i selve byen, hvortil kom et langt større antal i det øvrige Jylland og på Fyn (hen ved 700). I 1791 døde den sidste jesuiterpræst i Fredericia. Herefter afløstes jesuitterne i Fredericia af verdenspræster. I 1797 opnåede menigheden tilladelse til at benytte haven bag kirken til begravelsesplads og i 1799 blev den første begravelse foretaget. Fra 1808, hvor den daværende pater Albachten døde, var menigheden en tid uden præst, så degnen måtte døbe og føre kirkebogen. Da en tysk, tidligere kapucinermunk Massen blev præst i 1809 kom det til uenighed mellem præst og menighed. Økonomien var ikke den bedste, så i 1812 måtte præstegården i Gothersgade sælges for 1.200 rdl. Heldigvis fik menigheden en kærkommen arv på 5.000 rdl. fra Susanne Biancos bror i 1813, som muliggjorde en forbedring af økonomien. I 1830’erne bliver kirken udvidet mod øst Præstegården blev således tilbagekøbt i 1836. I 1830 var den lille kirkegård bag kirken fuldt belagt, så Sct. Michaelis kirkegård måtte igen benyttes. Kirkegården blev udlagt til præstens have. I 1846 opførtes en ny præstegård i Sjællandsgade øst for kirken. Under belejringen af Fredericia i 1849 blev kirken brugt til indkvartering af soldater, og efter kampene den 6. juli blev kirken brugt dels til krigsfanger, dels som lighus. Kirken fik betydelige skader i den urolige tid. Især orgelet var blevet beskadiget, men der blev kun ydet en erstatning på 112 Rdl.

Nye tider

I 1849 fik Danmark Grundloven. Dette betød at der blev indført religionsfrihed i Danmark, og en ny tid oprandt for katolikkerne i Danmark. I begyndelsen af 1860’erne indførtes dansk ved prædiken og salmesang. På dette tidspunkt talte menigheden 70 indenbys medlemmer og mellem 100-150 katolikker i det øvrige Jylland og på Fyn. I oktober 1864 tiltrådte Johannes von Euch som sognepræst ved kirken i Fredericia. På grund af Fredericias belejring i forbindelse med krigen 1864 var byens indbyggere flygtet fra byen. Menighedens ejendomme var i en sørgelig forfatning, og præstegård og have var ødelagt. Den nye præst skabte mange fornyelser. I 1865 tog han initiativ til opførelse af et kirketårn ved kirken. Dette skulle markere den katolske kirkes genvundne frihed og ret til klokkeringning. Samtidig skulle opførelsen af tårnet festligholde 1000 året for Ansgarsdød. Det var første gang et tårn blev rejst ved en katolsk kirke siden reformationen, og er i dag det eneste spirklædte tårn i Fredericia. Tårnet opførtes i nyromansk, byzantinsk stil og fik 2 klokker. Den største fik navnet Maria og den mindre navnet Ansgar. Tårnet med klokker kostede 3.000 rdl. og blev bygget af lokale håndværkere. Sognepræsten fortsatte sit flittige virke ved nu at bruge kræfter på at få kirken sat gennemgribende i stand. I 1872 var de nødvendige midler skaffet, og samme år blev arbejdet udført. Kirken blev forlænget mod vest, så den nu var bygget sammen med Brdr. Schuttens skole. Kirken fik en ny indgang med søjleportal mod Sjællandsgade. Orgelet blev fornyet, gulvet blev drænet, gipsloftet istandsat og forlænget, og kirken blev malet. 1907 ophørte undervisningen i Brdr. Schuttens skole, idet skolestuen i stueetagen blev inddraget i kirken. Her blevet nyt orgel opsat i 1923, ligesom kirken blev istandsat, og der blev indlagt elektrisk lys og varme. Ved en større ombygning og renovering af Brdr. Schuttens skole i 1985-86 blev stueetagen igen skilt fra kirken og indrettet til menighedslokale. 1957 blev den nye præstegård bag skolen bygget.  

Tekst efter Torben Vesterlund Jensen 2007

Isometriske skitser af Arkitekt M.A.A. Erik Einar Holm 1982

 

Læs mere:

Vejle Amts Årbog 1962 side 34-86

Nationalmuseet:Danske kirker Vol. XVII – Vejle Amt, hefte 6,2006, side 433-498

Se video: Fredericia lokalhistorisk arkiv